Impulskøbet, jeg aldrig fortryder!

DSC_0448 copyJeg kom til at gå ind i HAY minimarket i dag med henblik på at score et spejl, som så slet ikke var kommet i butikken endnu. Bittert! Det gav selvfølgelig anledning til at se sig lidt omkring, og blikket faldt som sædvanlig på denne smukke ‘Cloche’ lampe fra Wrong for HAY. Nu skulle det denundenlynme være – og frem kom kortet.

DSC_0444 copyDSC_0455 copyDSC_0445 copy

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Indeholder affiliate

   

En surrealistisk oplevelse – Del 1

På forhånd må jeg hellere lige understrege, at jeg hverken er psykolog, profet eller besidder alverdens fakta i baglommen, men derimod bare lufter mine personlige erfaringer og tanker om vores interessante kognitive processer. Hav gerne det in mente 🙂

…….

Sideløbende med mit datingeventyr, som jeg må indrømme, at jeg elsker! – arbejder jeg også med en anden form for personlig udvikling: Mentaltræning. Det lyder alarmerende nørdet og komplekst, men det er faktisk en befriende process. Måske nogle af jer læste indlægget: Tanker om Mr. Gyllenhaal & frihed vs. angst, hvori jeg nævnte, hvordan vi ofte agerer fangevogtere og holder os selv som gidsler? Dermed afviser vi vores egne impulser og følelser. Et frustrerende scenarie, der svækker vores selvværd – og samtidig forærer andre større indflydelse på vores selvopfattelse.

Men for at kunne befri vores gidsler og handle efter kroppens behov, impulser og længsler, kræver det også, at man kan aflæse dens sprog. Dette er langt mere kompliceret, end man umiddelbart skulle tro. Specielt fordi vores tanker har det med at overskygge og dominere kroppens signaler. Måske er det en overlevelses-skill? F.eks. får vi allesammen spørgsmålene: “Hvordan har du det? Hvordan går det?” – oftest er det mere en gestus, end en oprigtig interesse, men vi værdsætter alligevel ‘omtanken’. Overvej for et sekund, hvorvidt vi lader vores hjerne eller krop svare? Ved vi overhovedet, hvordan vi i virkeligheden har det – og tør vi at mærke efter?

…….

Da jeg var 12 år, blev jeg pludselig ramt af social angst. Jeg husker dagen, som var den projekteret på storskærm. Omvæltningen var overvældende for mig, og de næste 11 år dominerede den mit liv i så høj grad, at jeg mistede al mit selvværd. Vi havde tysk, et af mine yndlingsfag, jeg var velforberedt, og sad som jeg plejede på forreste række. Min tysklærer bad mig om at gengive et kort resume af teksten, vi havde for, da jeg pludselig oplevede en galoperende hjertebanken, hårene rejste sig på mine arme, jeg fik vejrtrækningsproblemer, koldsveden løb ned af rygsøjlen og mine kinder stod i flammer. Alt i min krop pulsede løs, og jeg kunne ikke længere fokusere på min opgave eller finde fokus.

Den dag oplevede jeg for første gang en dissociativ tilstand, som man i hverdagstale ville kalde for en ‘ud af kroppen’-oplevelse. Dissociation er en tilstand, som udløses af akutstress, når man er ude af stand til at forene hele sin virkelighed i mødet med en overvældende trussel om fare. Det er en integreret forsvarsmekanisme, der sikrer, at man overkommer ‘faren’ uden at blive tilintetgjort. Hele scenariet føles uvirkeligt, fordi mekanismen skiller dele af dig ad, og herefter separerer den ene halvdel fra selve hændelsen – heraf ‘ud af kroppen’-oplevelsen.

I mange år kunne jeg ikke identificere ‘truslen’, men jeg begyndte så småt at lære min sociale angst så godt at kende, at jeg altid kunne forudse, hvornår den ville blusse. Jeg udviklede derfor også ‘angst for angsten’, som blot gør vægten endnu tungere at bære. Jeg tog naturligvis kontakt til min læge flere gange i løbet af mine teenageår, hvor jeg fik beskeden: “Det er helt normalt, det er noget alle teenagere oplever?” Det svar er et af de ringeste, jeg nogensinde har fået smidt i snotten, og jeg insisterede på at tale med en psykolog.

Psykologhjælpen var ubrugelig. Dertil skal jeg lige nævne, at det nok ikke har været psykologens skyld, men derimod min egen, da jeg på ingen måde var i stand til at forbinde mine tanker med min krops signaler – eller udelukkende referere direkte fra kroppen. Jeg var ikke engang bevidst om, hvordan man gjorde det? Var det mon en dør, man skulle banke på og råbe: “Hallåååå krop, gider du lige at lukke mig ind?”.

Da jeg fyldte 20, blev jeg endelig henvist til en kognitiv behandler, en anerkendt en af slagsen. Bare det at tænke tilbage på den oplevelse, rejser hårene på mine arme og giver mig kuldegysninger. Jeg tog bussen derud og ventede utålmodigt i venteværelset, hvor jeg kort efter blev kaldt ind. Jeg satte mig til rette i en sort designersofa med krydsede arme. Jeg måtte vel udstråle: “No access”, meget belejligt… Den mandlige behandler lagde ud med spørgsmålet: “Hvorfor er du her?”, hvorefter jeg plaprede løs som et dårligt nummer på repeat. Han gjorde tegn til, at jeg skulle knytte sylten i form af en håndflade, der pegede i retning af mind mund. “Hvordan er det at bo inde i dig, Julie,” spurgte han med sammenknebne øjne, lænede sig godt tilbage i stolen og afventede.

“Øhhhh…” tøvede jeg. Hvad fanden er det for et mystisk spørgsmål? Jeg satte efter korte overvejelser det dårlige nummer på igen. Håndfladen blev igen hejst, hvilket jeg netop havde lært betød, at jeg skulle klappe i. Han gentog sit spørgsmål. Bom bom bom.. Jeg var ualmindeligt forvirret og begyndte at kigge rundt i lokalet efter ledetråde til, hvad jeg skulle svare. “Det er..” nåede jeg at sige, inden den skide håndflade igen blev blottet for øjnene af mig. Jeg blev arrig! “Du kan jo ikke stille mig et spørgsmål, og samtidig blokere mig i at besvare det?”, fik jeg vidst højlydt understreget.

Han ignorerede min vrede, og bad mig om at ligge mig ned på sofaen med armene langs siden af kroppen. Fy for satan, hvor var det grænseoverskridende. Alt i mig ville omfavne mig selv og vogte min krop. “Prøv at luk dine øjne, Julie”. Han gentog igen sit spørgsmål, hvor jeg øjeblikkeligt responderede: “Jamen jeg ved ikke, hvad du vil have mig til at svare?”. Jeg lå stadig på sofaen med lukkede øjne og befandt mig i et intimiderende mareridt. “Jeg vil ikke have dig til at svare, jeg vil have dig til at mærke.” Sagde han med en tålmodig stemme.

Øhhh, mærke? Jamen jeg har jo for pokker lige sagt, hvordan det er at bo inde i mig?? Manden begyndte at gå mig på nerverne. Jeg blev musestille, imens min hjerne blev hårdt belastet af stress, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle? “Prøv at tag en dyb indånding, hele vejen ned igennem brystet, ned i maven og hele vejen ned i lungerne – hold så vejret i 5 sekunder – og pust ud igen.” Hjalp han mig på vej.

Jeg tog en dyb indånding, vejen ned igennem brystet var smal, så smal, at det var smertefuldt at trænge videre ned i maven. Jeg holdt på vejret, gav igen slip og pustede ud. Tømte lungerne for al min luft. Vejen retur var ligeså smertefuld. Jeg tror, at han bemærkede det, og bad mig om at gentage processen to gange yderligere. Mine arme føltes pludselig som bly og min krop sank dybt ned i stoffet på sofaen. Jeg følte mig lammet og sårbar. Jeg forsøgte at finde mine tanker, men de var for en stund udenfor rækkevidde. Mit hoved lå i det øjeblik begravet et sted i min krop. “Nu spørger jeg dig igen, hvordan er det at bo inde i dig, Julie.”

Jeg kunne mærke hver en centimeter af min krop. Jeg kunne mærke, hvordan mine skuldre var mast ind mod min hals, som en bidende smerte. Tunge mursten lå stablet ovenpå mit bryst, så jeg pludselig fik svært ved at trække vejret. Min mave føltes som en sæk af skarpe trekanter, der borede sig ind i kødet på mig. Mit bækken og mine hofter higede efter restitution, som små hoppende og overtrætte celler, der ikke kunne finde ro. Mine knæ føltes ømme, som hvis nogen havde banket på dem med en hammer. Og slutteligt mine ankler, der føltes ubevægelige og umobile. Oplevelsen af at mærke min egen krop for første gang var rædselsfuld, og efter min rejse brød jeg ud i en overvældende gråd.

“Du er så modig, Julie.” Lød en stemme i det fjerne. “Du må gerne åbne dine øjne igen og sætte dig op”, sagde han mildt. Alt var slørret omkring mig, kun stærke farver skar igennem tågen, de første sekunder i mødet med virkeligheden. Mine arme lå som handicappet ved siden af mig, mine ben var stadig lammet, og mit hoved begyndte så småt at finde tilbage på sin foretrukne plads. Jeg så ham direkte i øjnene og oplevede en unik modtagelighed. Vores samtale kunne nu forsætte med åbne kanaler til både hoved og krop.

Jeg forlod stedet med en følelse af at have løbet et maraton. Ved busstoppestedet ringede jeg til min mor: “Det her er det værste, jeg nogensinde har været udsat for!” Sagde jeg med så tydelig en udtale, at hun næppe kunne være i tvivl om, at oplevelsen var voldsom. Eller også havde hun affundet sig med min præference for dramatiske udmeldinger, og ventede blot spændt på at høre min analyse. “Han jordede mig fuldstændigt – altså i overført betydning. Han slog mig sgu i gulvet. Jeg skal ALDRIG tilbage hertil.” Forklarede jeg og uddybede, hvordan jeg havde tolket oplevelsen som et overgreb. Stadig påvirket af chokket afsluttede jeg hurtigt samtalen og stod længe og gloede ud i luften.

…….

Jeg besøgte ham aldrig igen af frygt for at gennemleve det hele en gang til. Dog åbnede episoden op for et større kendskab til mig selv, og udløste også en nysgerrighed omkring mine handlingsmønstre samt årsagen til den sociale angst. Jeg ville til bunds i det lort. Det er nu omkring 6 år siden, jeg lå på sofaen med lukkede øjne. Og først for et halvt år siden, fik jeg endeligt et gennembrud i sagen. Faktisk drømte jeg det, og vågnede kort tid efter op med kæmpe store øjne og badet i sved. Man kan vel kalde det en slags åbenbaring.

Forsættes..

Vind 1000 kr. til Just Spotted eller Moodings + 15% rabatkode

God formiddag rødder 😀 Jeg er simpelthen vild med det ord: ‘rødder’, sidder altid og smiler, når jeg skriver det. Nå, men jeg vil lige give jer alle en fornøjelig start på den nationale lønningsdag. Vi har alle ventet utålmodigt – Eller jeg har i hvert fald. Først og fremmest ruger jeg på en dejlig 15% rabatkode til både Moodings og Just Spotted → som er gældende på ALLE deres varer. I skal blot bruge koden: THERUSTYHOME. Nedenfor har jeg samlet nogle af mine yndlingsprodukter til jer. Har i set den nye plakat: 15 lemons? Hvor cute er den ikke lige? Rigtig mange af jer har spurgt til mit spejl på badeværelset. Jeg kan afsløre, at det er købt hos Moodings – i finder det lige HER. (Men der er kun 1 tilbage på lager!)

Untitled-5Bordlampe // 2. Valmue // 3. Pocket organizer // 4. 15 lemons // 5. Sengetøj // 6. Badesalt // 7. Gulvtæppe // 8. Drumstick // 9. Jewel vase // 10. Spejl // 11. Cactus // 12. Sketchbook // 13. Sidebord //  14. Sennepsgul stol

Untitled-1Derudover kan jeg igen udlodde en skøn konkurrence! Denne gang kan i nemlig vinde et gavekort på 1000 kr. til enten Just Spotted eller Moodings. Alt i skal gøre, er at indsætte et link i kommentarfeltet til et produkt i drømmer om, fra en af de to webshops + nævne hvortil i ville spendere gavekortet, hvis i vandt 🙂 Konkurrencen slutter på søndag d. 2. juli kl. 16.00, hvor jeg offentliggør en vinder! Alle lemmer er krydset 😉

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Indeholder affiliate

   

Print selv plakat: Fantastic

Untitled-51. Oliven // 2. Grønbrun // 3. Lysebrun // 4. Mørk laks // 5. Mørkegrøn // 6. Blålilla

Sidste gang jeg lavede en ‘Print selv plakat’ til jer, var der stor efterspørgsel på flere farvemuligheder. Så denne gang har jeg lavet 6 forskellige farver til jer. Min personlige favorit er nr. 1. 😀 I kan downloade dem alle gratis og printe dem ud derhjemme i noget lækkert papir.

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Katastrofe-date #2: The skinny midget

giphyMaj måned var lige begyndt, og jeg var så småt ved at rejse mig igen efter tiden med ‘Kokken’. Selvom han stadig spøgte lidt i mine tanker, var det tid til at komme videre. Jeg nægtede stædigt at bruge sommeren på at surmule over mit tab. Nå, men sagen var den, at jeg var faldet i snak med en fotograf igennem Tinder. Kommunikationen i mellem os var super god, og han fik mig til at grine i hver eneste besked, hvilket er et kæmpe turn on for mig. Som noget helt nyt, havde han ingen tatoveringer – og lignede på ingen måde min foretrukne type. Jeg må nok indrømme, at jeg havde større trofæer stående på hylden, men der var noget charmerende og energisk over ham, som var værd at udforske. Vi aftalte at mødes på Pica Pica, en intim og hyggelig vinbar ved Mølleparken i Aarhus.

Jeg satte The Kills – The Good ones på, imens jeg strøg en lyseblå skjorte. “Did you get the real good ones, did you get the good ones”. Jeg tog en obligatorisk bodystocking på, trak en nederdel op over måsen og bandt en knude på skjorten i taljen. Jeg stod et kort øjeblik og overvejede, hvilke sko, jeg skulle tage på. Bom bom bom.. med pegefingeren på læben. Det endte med at blive et par flade lyserøde sko, som jeg købte i Budapest i Marts. Min make-up var let som altid, og min signature frits med noget hår samlet i en lille knold sad, som den skulle. Klar!

Jeg trådte spændt ind på Pica Pica, og så mig nysgerrigt omkring. Umiddelbart troede jeg ikke, han var dukket op endnu, idet to små hænder på størrelse med kaninpoter, maste sig igennem en flok høje mænd for at gøre plads til sin gennemgang. Og frem kom en lille spinkel tingest, der mest af alt lignede en stor undskyldning for sig selv, som et barn, der var blevet glemt i skolefritidsordningen. Afstanden mellem ham og en rigtig mand var ligeså lang som tiden mellem dinosauren og mennesket. Jeg tvivlede et øjeblik på, om pubern’ mon havde indtrådt? I så fald var den blevet offer for en overspringshandling, og glemte at vende tilbage igen for at færdiggøre arbejdet. This is one shitty disaster!

“Harrj Julie”, sagde han og forsøgte at fremstille sig selv som værende både mystisk og oplyst. Det virkede ikke. “Jeg har bestilt en flaske Barolo”, fortsatte han og placerede sin hånd på min ryg, for at guide mig ned til bordet. Fandens osse, så kan jeg ikke tillade mig at skride, tænkte jeg. På bordet lå en rød rose og en pose vingummibamser – min største last næst efter kaffe og smøger, obviously. “Neej, hvor er det sødt”, udbrød jeg med en empatisk stemme. Jeg fik med det samme dårlig samvittighed over, at han havde gjort sig den slags tanker, nu hvor jeg på ingen måde kunne scores af ham!

I mens han skænkede vinen op til mig, forsøgte jeg at regne ud, hvor længe det mon ville tage at bunde flasken, så vi kunne få afsluttet mareridtet igen. Jeg tog en stor slurk, efterfulgt af en mere. “Nåå, jamen hvad laver du så?” spurgte jeg og fik øje på en and ude foran baren, der energisk spadserede rundt i sin egen lille rappe-boble. Sikke nogle flotte fjer, tænkte jeg. Bizart, at en fucking and var mere interessant end min sidekammerat. I løbet af de næste tyve minutter lærte jeg følgende 3 ting om dværgen:

  1. Han boede hos sin søster, på trods af at han var midt i 30’erne – og havde gjort det længe.
  2. Han havde ingen interesser – eller ambitioner.
  3. Han var ikke fotograf som nævnt på Tinder, men lavede derimod noget, han ikke ville oplyse???

……

“Kristian!” Udbrød jeg ømt med en snert af nostalgi. Han vendte sig om og lyste op. “Julie!”. Et øjeblik blev den mentale mindebog fra folkeskolen flittigt vendt og fantastiske stunder med mine klassekammerater sprang i øjnene på mig, heriblandt Kristian. “Jeg tror ikke, at jeg har set dig i 10 år, hvor er du bare blevet høj”, sagde jeg og mindedes, hvor splejset han var engang. “Du ligner dig selv på en prik, ikke en rynke ældre, hvor ser du godt ud!”, sagde han.

Jeg glemte alt om min date, der sad ved siden af mig og pustede sig op, som en truet alfahan, da han fandt det nødvendigt at træde i karakter og præsentere sig selv som min date. “Jeg vil ikke forstyrre jer”, sagde Kristian undskyldende, lagde sin hånd på min skulder og afsluttede vores samtale: “Det er virkelig dejligt at se dig Julie.” Imens jeg indvendigt tiggede ham om at blive hos mig, sagde jeg i stedet: “Hvert et ord er gengældt”.

Jeg vendte uvilligt tilbage til min date. Kæft, hvor var han tynd! Jeg forsøgte indirekte at spore årsagen: “Er du vegetar?”. Med en fornærmet mine svarede han: “Hvorfor spørger du om det?”. Jeg sippede lidt af Barolo’en, der var væsentligt mere dragende end ham. “Du er godt nok lille”, konkluderede jeg og fornemmede hurtigt, at jeg ramte et ømt punkt. “Så er det heldigt, at det jeg har mellem benene er stort”. Sagde han virkelig lige det? “HAHA”, udbrød jeg og tog endnu en tår af vinen. Man havde sin tvivl, det havde man. “Det skal du nok få lov til at opleve”, forsøgte han selvsikkert at forsikre mig om. Wait… WHAT?

Jeg gik udenfor for at ryge en cigaret, bag mig fulgte dværgen trop – og skulede efter Kristian for at markere sin plads. Åh gud! Jeg forsøgte at skabe lidt rum om mig og trådte et par skridt væk fra ham. Han ignorerede min hentydning og stod nu helt oppe i snotten på mig – eller det er en fejlbeskrivelse, for han gik mig kun til hagen. Han var som en lille irriterende pis-hund, der higede efter opmærksomhed.

“Du er sådan en, der leger med mænd, er du ikke?” spurgte han en smule fornærmet. “Definer leger”, svarede jeg og tog et sug af cigaretten uden nogen interesse i at høre nærmere. “Du snor mænd om dine fingre og kaster dem væk, når du ikke længere finder dem interessante?” Hvis han refererede til sig selv, så havde jeg svært ved at gennemskue, hvordan jeg skulle have nået at sno ham om min lillefinger, eftersom vi kun havde skrevet uskyldigt sammen i to dage? Jeg sukkede opgivende: “Hvis jeg bliver forelsket, så har man scoret mig, ikke før.” Understregede jeg. “Og lad mig gætte, du bliver sjældent forelsket”, insinuerede han. “Korrekt”, svarede jeg og tog endnu et sug af cigaretten. Jeg kunne mærke, hvor snobbet jeg var i det øjeblik. Ubehagelig følelse.

Dværgen gik på lokum, og jeg gik direkte op i baren og betalte regningen, så kunne jeg i det mindste lette min dårlige samvittighed ved at indfri gælden. Bartenderen spurgte ind til Baroloen og smilte skævt til mig. Jeg tror, det var urimeligt tydeligt, at jeg bare skulle afsted i en fart. “Den var forrygende som altid” smilte jeg, og så op på ham. “Hov, sikke et flot fuldskæg, du har dig der”, sagde jeg overrasket. Han grinte lidt: “Mange tak frøken, jeg passer skam også godt på det”, sagde han i mens øjnene glimtede. Jeg tror sgu, han stod der og flirtede med mig – eller også gjorde jeg? Minimum en af os flirtede i hvert fald. “Det forstår man jo godt, smukt”, konkluderede jeg og gav ham et lille nik, som ‘tak for i aften’.

Jeg gik tilbage til bordet for at finde min jakke, så jeg kunne forlade ulykkesstedet. Strået vendte tilbage fra potten og spurgte, hvad jeg lavede. “Jeg har lige betalt regningen, og jeg tror, at vi skal sige tak for i aften.” Han så bittert på mig: “Det har du ret i. Farvel og tak”, sagde han og drejede om på foden og videre ud af døren. Øhm.. okay farvel?

“Julie! Går du nu?” råbte Kristian henover hovederne på to af hans venner. “Det tror jeg, ja”, svarede jeg og ærgrede mig en smule over aftenens udfald. “Kom og sæt dig ned, kvinde. Jeg henter en øl til dig.” kommanderede han og gik op i baren. Jeg satte mig ned ved bordet, som var omgivet af 5 fyre, jeg aldrig havde mødt før. De præsenterede sig og fik mig på rekordtid til at føle mig velkommen. “Vær så artig”, sagde Kristian og smækkede en kold øl ned på bordet foran mig. “Hvor fanden er min øl?” udbrød den ene ven og så spørgende på Kristian.

“Årh hold da kæft, du får ikke særbehandling, bare fordi du har en blodprop i pikken”, råbte Kristian og flækkede højlydt af grin. Jeg spærrede begge mine øjne op: “Hvad for noget?? Har du en blodprop i pikken?” spurgte jeg vennen bekymret og tænkte, om det overhovedet kunne lade sig gøre? Med stor ærgrelse tog han en tår af min Heineken og svarede: “Ja” efterfulgt af et suk. “Hvordan i al verden får man sådan en?” spurgte jeg igen nysgerrigt. “Seksuel overbelastning”, sagde han som et indøvet autosvar. Der lød en øjeblikkelig eksplosion ovre fra højrefløjen. Kristian havde sprunget endnu en latterbombe, og var ved at omkomme af sin egen latter, og tilføjede: “Man kan vel argumentere for, at nogen har haft lidt vanskeligheder ved at administrere sin Tinder-profil”. Okay, der var selv ved at pisse i trussen af grin..

“Hvordan ser en blodprop ud?”, spurgte jeg og forventede en detaljeret beskrivelse, da ‘patienten’ rejste sig op, lynede sine bukser ned og vendte sig ind mod væggen. “Kom og kig”, sagde han og gjorde tegn til, at jeg skulle komme. Der stod han så og holdt sin lille bitte diller med to fingre. Sådan en har nu aldrig været forførende i slap tilstand. Nå, men jeg stillede mig ved siden af ham, bukkede mig ned i en 90° vinkel og kneb øjnene sammen for at zoome ind på blodproppen. “Det ser da ikke så slemt ud”, sagde jeg overrasket, på trods af, at jeg ingen anelse havde om, hvordan sådan en så ud. Blodproppen mindede mest af alt om et rødt bistik, der hævede sig lidt fra den øvrige hud.

“Jamen hvad så? Er du så tvunget i cølibat for øjeblikket?”, spurgte jeg for at danne mig et overblik over konsekvenserne. “Altså jeg kan godt, men det gør ondt”, svarede han en smule frustreret. Stakkels mand! Af medlidenhed lod jeg ham drikke af min Heineken uden at markere mig. Efter et par timer i et ualmindeligt fornøjeligt selskab, tog vi videre til afterparty på Radisson.

To dage senere modtog jeg en sms fra min ‘date’ med et billede af ham i bar overkrop: “Det var så det her, du gik glip af”!! Jeg tror, det skulle være en hævn…? Og jo, det var da også en fin krop, men ikke noget, jeg ikke kunne overleve uden. Jeg fik dog en smule dårlig samvittighed over min elendige evne til at skjule min skuffelse på vores date. “Jeg skylder dig en undskyldning, det var ikke fair, at jeg lukkede af på den måde overfor dig. Men jeg ærgrede mig over, at du ikke var ærlig overfor mig, inden vi mødtes. Jeg håber alt det bedste for dig. Knus Julie”.

NB: Alt er skrevet med et glimt i øjet 😉

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Jeg har shoppet lidt… Igen!

Untitled-2

  1. Karrygule gardiner // 2. Kinfolk // 3. Kjole – Soaked in Luxury – 30% // 4. Kimono – 20% // 5. Avisholder // 6. Match point sko // 7. Resting Feet – Julie Pike

Godt så! Nu fik jeg endelig fundet mine gardiner til stuen – karrygul i vasket hør it is! Ingen grund til at forvandle hele min stue til en lyserød hule 😀 Og så fik jeg langt om længe købt mit første Kinfolk issue, jeg har længe gerne villet lave en anmeldelse af ‘trendbladene’ – har min skepsis 😉 Kjolen forelskede jeg mig i right away – primært pga. mønsteret, som jeg i øvrigt også havde købt på stedet, hvis det var tapet! Den smukke kimono glæder jeg mig helt vildt til at hoppe i om morgenen, når jeg uden øjne forsøger at finde kaffemaskinen!

Avisholderen præsenterede jeg for jer i et tidligere indlæg, og lige siden har den floreret rundt i mine tanker. Den får en varm velkomst! Skoene er et lille eksperiment – umiddelbart tænker jeg, at de er mig 🙂 Sidst men ikke mindst er der plakaten fra Paper Collective, som jeg elsker!! Nu har jeg også en sygelig kærlighed til fotografen Julie Pike, også fotografen bag: Restless feet, som jeg har hængende over min sofa i stuen. (Alle mænd synes, den er skummel). Man kunne nok godt fristes til at forveksle min fascination for Julie Pike med en vammel fodfetish..

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Indeholder affiliate

   

Nye brightspots til stuen fra Nordic Tales

Ahhh, der er ikke meget, der stikker en morgen påbegyndt af fuglekvidder, friskbrygget kaffe og Bonga – Mona Ki Ngi Xica, der spiller stille i baggrunden på computeren. Jeg er i et ualmindeligt forrygende humør her til morgen? – Måske fordi det lykkedes mig at score svimlende 8 timers søvn i nat? Den slags skulle gøre underværker for sjælen, har jeg hørt.

I dag har jeg fornøjelsen af at tapetsere resten af stuen færdig, så jeg kan forsætte indretningen derinde. Og forhåbentligt når jeg også at hænge mine to nye Brigtspots op, som jeg har fundet hos Nordic Tales. Jeg er så pjattet med designet!

spot

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Ellos nyheder + kæmpe boligudsalg

Untitled-1

  1. Tapet // 2. Forklæde // 3. Ossian bordlampe // 4. Gulvtæppe // 5. Alexis bordlampe // 6. Native sengesæt // 7. Lysestage // 8. Gulvpuff

Det der tapet gør noget for mig!! Jeg går nemlig og overvejer, hvilket tapet jeg vil have i mit kontorområde i soveværelset. Dette kunne godt være en mulighed! Også en fantastisk farve i samspil med alle mine planter derinde. Derudover synes jeg lampe nr. 3 er død charmerende. Jeg er ret pjattet med overdimensionerede skærme 🙂 Slutteligt vil jeg lige tippe jer om, at Ellos har kæmpe boligudsalg til og med onsdag med helt op til 70% – i finder alle udsalgsvarerne lige HER.

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Indeholder affiliate

En uventet samtale med ‘Kokken’

plaza

Man kan vel kalde dette indlæg et slags efterspil, hvad angår Kokken i min fortælling: ‘Kokken, karrieremanden og tatovøren’. De af jer der har læst serien ved, at jeg brændte nallerne, da vi datede. Vores ‘forhold’ sluttede brat ved en konfrontation angående hans øvrige kvinder, som han tilsyneladende datede sideløbende med mig. Jeg blev så vred, at jeg valgte at blokere ham fra alle mine platforme; Facebook, Snapchat og endda også hans nummer. Hans eksistens skulle begraves langt væk fra mit sind.

Dog findes der et enkelt sted, hvor jeg uheldigvis ikke kan blokere ham fra: Tinder! Åh, Tinder din irriterende møgkælling, skal du absolut minde mig om, at manden har såret mig hver anden dag? For han opdaterer åbenbart sin profil pr. 24. time? Han spammer min ellers så fornøjelige udvælgelsesproces med sit charmerende (eller jeg mener: dumme) ansigt non-stop! Efter jeg utallige af gange har trykket ‘X’, hvilket betyder: NEJ TAK, dukkede han naturligvis op igen i dag, og jeg blev pludselig nysgerrig, om han mon gjorde det for at komme i kontakt med mig?

Selvom jeg tænkte: Selvfølgelig er det da ikke derfor, hele verden handler jo ikke om mig. Men jeg var simpelthen nødt til at finde ud af det, så jeg trykkede på ‘♥’, som betyder: Ja tak! Og sørme om vi ikke øjeblikkeligt havnede i et match! Hvad sker der lige for det? Havde han seriøst tænkt sig at spamme Tinder, indtil jeg fik nok af det og kontaktede ham? I så fald lykkedes det for ham, for jeg skrev med det samme: “Du er så åndssvag, hvorfor gider du overhovedet bruge tid på at komme i kontakt mig?”

Kort efter modtog jeg et svar fra Kokken: “Du gav mig aldrig chancen for at forklare”. Manipulerende eksistenser har det ofte med at spille det kort, når de bliver busted i løgne. Her er det så planen, at kvinden skal føle sig flov over sin vrede og komme krybende tilbage. It’s a trap!! Med det in mente, var jeg alligevel frygtelig nysgerrig på, hvad han havde at sige. Det viser sig så, at han flittigt har læst med på: ‘Kokken, karrieremanden og tatovøren’ med et tip fra sin x-kæreste, der overraskende nok kunne identificere ham ud fra mine beskrivelser. (Ups). Han følte sig udstillet som en skidt fyr, og var blevet ked af det. (Måske forståeligt, men fokuser Julie!) Derudover holdt han fast i sin uskyld med arme og ben i forhold til andre kvinder og tilføjede sætningen: “Er bare ked af, at du forsvandt, du var noget særligt for mig”.

“Du forsvandt fra mig, ikke omvendt”, skrev jeg og blev hidsig over, at han placerede skylden hos mig. Svaret blev næsten kylet ind i samtalefeltet sekundet efter, jeg trykkede send: “Du blokerede mig alle steder? Jeg forsvandt ikke, og jeg er her stadig”. Jeg kunne mærke, at den her samtale var nødvendig for mig for at finde ud af, hvad der lige gik galt? For sandheden er, at han er den eneste, jeg har haft følelser for i den periode, jeg har datet. “Du tog afstand til mig og datede andre kvinder, det er i min bog at forsvinde”.

Efter en kort pause, modtog jeg igen et svar fra Kokken: “Julie, jeg gik i panik! Jeg ville/vil dig gerne..!” ← Glimrende eksempel på manipulerende adfærd, hvis nogen skulle være i tvivl. Efterfulgt af: “Det må du virkelig undskylde <3 Jeg havde stærke følelser for dig, det håber jeg, du ved”. Stay strong Julie, lad det ikke påvirke dig..

“Jeg kender dig, du har en god evne til at manipulere med mennesker, særligt kvinder. Så hvad er det ærligt, du gerne vil opnå ved at tale med mig?” Han svarede med en trist smiley: “Åh, tak for den. Jeg vil have dig tilbage igen!”

Stay tuned…

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

   

TV: Afhængighed eller nødvendighed?

Frame-boligcious_1-600x471Kredit: Boligcious

Et TV er for mange ligeså obligatorisk som en sofa, men er det i virkeligheden en nødvendighed? Er TV egentligt overvurderet? – Og endnu vigtigere, kan vi overleve uden den sorte (og i mange tilfælde knap så elegante) firkant på væggen, der pr. definition altid formår at sætte sig på tværs i indretningen? Jeg spørger, da jeg de sidste 10 måneder har været foruden TV. 10 måneder!! Jeg må hellere skynde mig at indskyde, at jeg HAR et TV, det er bare ikke hængt op, sat til eller har forbindelse til kanaler. Nu har jeg snart boet i den her lejlighed i 2 år, og det første år, blev mit TV på magisk vis finansieret andetsteds fra? Når sådan noget sker, så holder man bare sin bøtte og bader i besparelserne. Pludselig en dag stoppede festen, og alle mine kanaler forsvandt. Min højtelskede ID-kanal, væk!

De første to uger var hårdest i form af krimi-abstinenser og rastløshed i aftentimerne. Hvad pokker skulle jeg så lave? Jeg plejede altid at falde i søvn til lidt mord, hvor jeg kunne lege superdetektiv. Og nu skulle jeg bare ligge og glo! Jeg kunne selvfølgelig bare bestille kanalerne igen, men nu havde jeg lige vænnet mig til, at de var gratis, så jeg nægtede stædigt at øge mine udgifter. Det er nu 10 måneder siden, jeg er afvænnet og clean!

Da jeg boede sammen med Hr. Møller, havde vi både TV i stue og soveværelse. Stuen var et spørgsmål om selvfølge, når en mand ejer en Xbox, ingen diskussion. Soveværelset fik også et TV, da vi på forhånd havde et hver, som jo skulle fordeles i rummene. Jeg vænnede mig hurtigt til at kassen kørte hver aften – og hver morgen. Gud, hvor jeg egentligt hadede at blive vækket af Inger Støjbergs stemme om morgenen på News. MUTE!

I dag nyder jeg, at der ikke hænger et TV i mit soveværelse. Det rum bør efter min mening være helligt for påvirkning. Fri for ting, man skal tage stilling til, som man ofte gør, når man ser TV. Dette er muligvis et af de eneste punkter indenfor Feng Shui, jeg rent faktisk kan identificere mig med, og som virker logisk. Overvej at soveværelset er vores endestation efter en lang dag med kontinuerlig stimuli. Derfor burde soveværelset egentligt være stedet, der giver dig plads til at ånde ud.

Nu er jeg beklageligt lidt offensiv. Men i, der deler soveværelse med jeres bedre halvdel, har i lagt mærke til, om TV’et nogensinde kommer i mellem jer? Altså at TV’et afholder jer fra at have sex eller hyggesnakke indtil i falder i søvn? Det gik op for mig, da jeg boede sammen med Hr. Møller, hvor ofte TV’et blev en undskyldning for at være intime, både fra min side og fra hans. Aldrig mere TV i soveværelset. Intimitets-seriemorderen, ville jeg hellere kalde det 😀

Hvad angår TV i stuen, så mangler jeg det bare ikke. Jeg kan læse alle de nødvendige nyheder på computer eller telefonen. Jeg går heller ikke glip af de gode dokumentarprogrammer, som jeg kan se på nettet, når det passer ind i mit program. Netflix ser jeg også altid fra computeren. Og når jeg laver noget kreativt er det ofte en serie, der kører i baggrunden. Så overall, for mig er et TV faktisk overvurderet 🙂 Hvad er jeres holdning?

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Tanker om Mr. Gyllenhaal & Frihed vs. angst

13346508_10154187897976303_8303950976133535890_n copyDen seneste tid har jeg lært at ‘frihed’ og ‘frygt’ har en meget tæt forbindelse til hinanden, og netop den kobling har jeg stor interesse i at udforske og udfordre. Jeg vil egentligt foretrække at stille dem op som modstandere i en intens kamp om det suveræne overtag af mennesket. Frihed vs. Frygt. Da jeg skrev første del af: Kokken, karrieremanden og tatovøren, rystede mine hænder ustyrligt, da jeg bevægede musen hen på udgivelsesknappen. Fyldt til randen af angst for modtagelsen, var jeg millimeter fra at slette det igen.

Jeg er en ’sanse-pige’, hvilket mere konkret betyder, at jeg er særligt sensitiv. Jeg oplever stimuli meget kraftigt. Alt hvad jeg hører, smager, mærker, ser og dufter bliver ufiltreret optaget i min krop med så tung en vægt, at jeg er nødsaget til at lade batterierne op i større omfang end andre mennesker med et ‘almindeligt’ filtreringssystem. For blot få måneder siden kunne jeg primært kun opnå dette ved at sove flere gange om dagen, hvilket ikke ligefrem var særlig livsbekræftende. Jeg begyndte derfor at søge alternativer til at uddrive mine bearbejdede indtryk igen, for at skabe plads i mig selv. Indtrykkene er næppe blevet færre, efter jeg er blevet single, tværtimod formerer dig sig med lynets hast i mit dating-eventyr. Her blev tasteturet min aflast. Fra hjerne, til hænder – ud i gennem fingerspidserne, hvorefter computeren slugte alle mine overbelastninger. Haps!

Derudover er mine dating-indlæg et led i min personlige udvikling, som jeg vil sikre fremgang ved at forære friheden større magt end frygten. De sidste par dage har jeg haft fornøjelsen af en ukendt identitet på fri fod i kommentarfeltet. Kort fortalt har vedkommende hele 3 gange beskyldt mig for at misbruge superlativer. Hvad fanden er superlativer?? Ja, det tænkte jeg også. Superlativer bruger man tilsyneladende til at beskrive noget absolut, som f.eks. “Han er den smukkeste mand nogensinde”, eller “Han er det mest naive menneske”. Vedkommende forlangte, at jeg formulerede mig anderledes for at tilfredsstille ham/hende. Det kommer desværre bare ikke til at ske.

Jeg videreformidler mine fortællinger, som jeg oplever dem i øjeblikket, de fandt sted. De følelser kan være intense, kraftfulde og overvældende, men de er mine – og de udgør mig og min måde at formulere mig på. Og nå ja, så tilføjede vedkommende i øvrigt også sætningen: “Og få så noget pik, uden hele verden skal høre om det”. Jeg kunne ikke undgå at fnise, for så har han/hun fuldstændig misforstået, hvad disse fortællinger i virkeligheden handler om. Sådan en kommentar finder jeg lidt snæversynet. Men det er alligevel vigtigt for mig at understrege, at jeg respekterer og anerkender, at ‘lettere erotiske’ erfaringer/eventyr ikke henvender sig til alle. Derfor har jeg lavet en kategori på bloggen, der hedder ‘Dating‘ og en der hedder ‘Bolig‘, så man selv kan sortere i, hvad man har lyst til at læse. (Service-info) 😀

…….

Jeg kunne godt tænke mig at zoome nærmere ind på betydningen af ordet: ‘Frihed’. For det er friheden, jeg begærer, længes efter og den jeg udforsker – men derimod angsten jeg udfordrer. Først og fremmest handler frihed for mig om at have rum til at udskille sine impulser, og handle efter kroppens instinkter i en angstfri tilstand. Jeg tror, at vi i rigtig mange tilfælde frarøver os selv at føle os frie, grundet den dominerende angst for at blive gjort til grin, afvist eller blive konfronteret med andres tanker. Sidstnævnte er især en faktor, der spiller en stor rolle i vores liv, om vi vil være ved det eller ej – For gu’ er vi ej ligeglade med, hvad folk tænker om os – det er jo ‘andre’, der afgør, hvorvidt man opnår anerkendelse eller afsky.

Afsky kan i større mængder påvirke vores selvopfattelse og selvværd, for nogen kan det endda medføre depression og/eller destruktiv adfærd. Er man rustet med et stærkt selvværd, er det ikke nær så vigtigt, om man opnår anerkendelse eller afsky, da man har sin egen ryg. Men jeg køber ikke et ord af formuleringen: “Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker om mig.” For i sidste ende er det et spørgsmål om mængden af afsky, der bestemmer, hvorvidt man lader sig påvirke eller ej.

Samtidig vil jeg skynde mig at tilføje, at man som menneske selv sidder med de afgørende kort på hånden. Vi påvirker os selv mere, end andre påvirker os. For hvad sker der egentligt med vores selvværd, hvis vi kontinuerligt undertrykker vores egne impulser og instinkter? I teorien kan man argumentere for, at vi ubevist afviser os selv, og dermed fortæller at vores tanker og lyster er forkerte, upassende eller grænseoverskridende. Mere præcist er vi fangevogtere, der holder os selv som gidsler.

Den opsætning mener jeg er ødelæggende og farlig for vores selvbillede, da det overlader al for meget magt til ‘folket’. (Med ‘folket’ mener jeg ens omgivelser, mennesker man møder på sin vej, eller andre der har en holdning til én). Overvej for en stund, hvordan et selvværd kunne vokse sig stærkt og selvstændigt, hvis vi frigav vores gidsler og i stedet anerkendte og handlede ud fra vores instinkter?

……

Med ovenstående i tankerne, sidder jeg nu og reflekterer over, hvorvidt jeg skal se Mr. Gyllenhaal igen eller ej. Vores møde var på mange måder grænseoverskridende og intimiderende for mig – og det har taget mig en uge at analysere oplevelsen, så jeg kan bevæge mig videre fra ‘mellemrummet’, som jeg refererede til i serien. Jeg er hamrende tiltrukket af hans dybde, hans anerkendende måde at tiltale mig på, og så er der det faktum, at han er hot!

Modsat er han FOR dominerende til mig – forstået på den måde, at han blokerer for mine impulser. Han frarøver mig friheden til at handle på mine lyster og opleve den i aktion i en fysisk kontakt. Noget, der sagtens kan være pirrende og spændende i mindre doser – bare ikke hvis det udgør ens seksuelle kort. Mere konkret betyder det, at han tænder på at afvise mit behov for at lystre mine instinkter – og dette er muligvis det mest grænseoverskridende for mig. Med den observation in mente, er han jo egentligt modsætningen af, hvad jeg ønsker at opnå. Derfor er jeg overbevist om, at Mr. Gyllenhaal er et afsluttet kapitel som datingmateriale.

Stay tuned…

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM